Efterårets bedste tilbehør: ovnbagt hokkaido græskar

Den “søde” eksamenstid – om facader og forventningspres

Min krop reagerer ret kraftigt i ugerne op til en mundtlig eksamen, og det er stort set det samme mønster der gentager sig hver eneste gang. 2-3 uger før det går løs, begynder jeg som regel at få tics ved mit venstre øje – små muskelsammentrækninger der får øjenlåget til at ”vibrere”. Normalt har jeg aldrig tics, men det kommer altid i perioder hvor jeg er presset. Samtidigt sover jeg ekstremt dårligt i ugerne op til – jeg roder uroligt rundt og kan slet ikke finde ro. I dagtimerne er jeg også enormt rastløs, og jeg har svært ved at samle mig og tage mig sammen til noget som helst. Derfor ender det ofte med at jeg først i allersidste øjeblik kaster mig over mine bøger og tekster, og suger den viden til mig jeg kan nå – og det er mega stressende! Mundtlige eksamener gør mig usikker og ubehageligt til mode, og jeg er bange for ikke at leve op til både mine egne og andres forventninger. Derfor har mine eksamensperioder oftest været plaget af overspisninger. Det dulmer kortvarigt og hjælper på den uro jeg føler indeni, og så er det for mig en perfekt overspringshandling når læsestoffet bliver for svært.

Jeg har altid fået gode karakterer i skolen, og bliver generelt mødt af en holdning fra mine medstuderende og undervisere om, at jeg har styr på mit shit og er fagligt dygtig. Faktum er bare, at jeg ikke føler at det er et retvisende billede. Jeg har alle dage kæmpet med det faglige stof. Jeg har enormt svært ved at sætte mig ned og læse faglitteratur og jeg gør det derfor sjældent. Jeg har simpelthen svært ved at forstå det og læser ofte en tekst uden at kunne genfortælle så meget som en linje af den bagefter – det flyver henover hovedet på mig, og jeg kan derfor godt føle mig lidt dum af og til. Jeg lærer ved at lytte til mennesker der er klogere end mig, reflektere, prøve tingene af i praksis og lære af mine erfaringer. Men teoretisk dygtig det er jeg på ingen måde, og et eller andet sted er det i mit eget hoved lidt utroligt, at jeg snart har to bachelorgrader i bagagen. For jeg læser sjældent lektier, og ofte kender jeg kun teorierne overfladisk, og kun lige nok til at kunne tale mig udenom dem til eksamen. Man kan vel kalde mig en ”overfladisk learner”. Man skal i hvert fald ikke stikke ret dybt i min viden og kunnen for at opdage, at der er adskillige huller. Heldigvis har jeg til mit held talegaverne i orden, og jeg er en pisse dygtig praktiker, så indtil nu har jeg faktisk formået at lave topkarakterer hele vejen igennem min, efterhånden lange, uddannelsestid. Men det er mig en gåde hvordan. Mon mange andre har det ligesom mig? Lader som om de er pisse kloge uden egentligt at være det?

Jeg tror det er frygten for endeligt at falde igennem og blive knaldet med brag der gør, at min krop reagerer så kraftigt inden en mundtlig eksamen. Er det nu mit billede udadtil krakelerer eller formår jeg endnu engang, at kæmpe mig igennem og efterlade et billede af, at jeg fortjener et 10 eller et 12tal? Inderst inde forventer jeg det jo selv, fordi det indtil nu er gået så godt. Hver eneste gang forsøger jeg dog at sige til mig selv, at jeg bare skal bestå og at karakteren er ligegyldig – men det er den ikke. En lav karakter ville betyde at andres billede af mig ville krakelere, og det ville mit eget selvbillede måske også? Jeg plejer jo at kunne lave top-præstationer til trods for, at jeg ikke føler jeg aner hvad jeg laver, så et eller andet talent har jeg da alligevel?

Anyways. Jeg forstår godt hvorfor min krop reagerer, for det er et fuldstændigt urimeligt pres den pålægges hver eneste gang jeg skal præstere til en eksamen. Samtidigt skal den ligge under for min egen kritik og bebrejdelse, når jeg dunker mig selv oveni hovedet for alle de ting jeg ikke får gjort, fordi jeg rammes af en form for handlingslammelse. Jeg kan ikke tage mig sammen til noget; Jeg får ikke læst op, får ikke lavet noter, får ikke øvet mit mundtlige oplæg, får ikke trænet, får ikke spist sundt, og overspisning og trøstespisning skal den naturligvis også bebrejdes for. Det er jeg færdig med – det er okay at min krop har det skidt når jeg føler jeg skal præstere mere end jeg evner. Jeg orker ikke flere bebrejdelser og mere dårlig samvittighed – det hele skal nok gå alligevel, og jeg må bare gøre det så godt jeg kan.  Det er selvfølgelig nemmere sagt end gjort at slippe den der dårlige samvittighed, men jeg øver mig på det og jeg har lovet mig selv KUN at være lettet når eksamen er overstået – uanset hvordan det er gået. Andre tal kan også gøre det – det siger alligevel intet om hvad det er jeg kan i praksis.

Tak fordi du læste med – det var en dejlig overspringshandling, at få sat lidt ord på hvad det egentligt er der rører sig i mig i disse eksamensperioder. Måske du kender det?

Eksamenshilsner,
Frøken Berit

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Efterårets bedste tilbehør: ovnbagt hokkaido græskar